HOLDBESKRIVELSE - STT 3

STT 3

Beskrivelse:

STT 3 består af svømmere, som unionen kalder for ‘Børnesvømmere’. Som svømmer på STT 3 vil man være på holdet i 2 år og aktiviteterne på holdet vil være målrettet netop denne gruppe af svømmere.
Der vil fortsat være et stort fokus på den tekniske og motoriske indlæring og udvikling. Dog vil der være mere banesvømning end på STT 4 men fortsat bevidst leg, der skal fordre til en god udvikling af svømmernes bevægelse i vandet. 

Som svømmer på STT 3 vil du have stort fokus på at videreudvikle en bedre teknisk forståelse i alle stilarter samt dertilhørende skills i undervandsarbejde, vendinger og starter. Det betyder, at det ikke nu kun er kendskab til stilarterne og dertilhørende skills, men nu udvikles til kundskab.

 

Målgruppe:

Holdet består af 24 svømmere, hvor pigerne er 10-11 år, og drengene er 11-12 år.
Holdet træner 42-44 uger pr. sæson. 

 

Træningsmængde:

Som yngste årgang på holdet træner man 4 gange om ugen á 90-120min. i vand. De svømmere, der er af ældste årgang, træner 5 gange om ugen á 90-120min. i vand.
Udover den almindelige vandtræning, så vil svømmerne også have dryland 3 gange om ugen á 30-45min. i forlængelse af eller før deres vandtræning. På STT 3 vil man til dryland have fokus på smidighed, øget styrke via kropsvægtstræning, cirkeltræning, udvikling af alle muskelgrupper med specielt fokus på core-styrke og stabilitet. Derudover er der fortsat fokus på at inkorporere team-buildingsøvelser, der har til formål at forbedre samholdet, samarbejdet og holdånden svømmerne imellem. 

 

Stævner:

Svømmerne på STT 3 deltager i 8-10 stævner pr. sæson. Derudover er det første gang, at svømmerne kommer til at møde stævner (såkaldte “mesterskaber”), der er arrangeret af Dansk Svømmeunion. Svømmerne deltager primært i interne klub- og invitationsstævner. Derudover skal svømmere med kravtid til mesterskaber deltage i disse. Der vil være et mesterskab i slutningen af oktober samt et i marts eller april.
Hensigten med stævner på STT 3 er at videreudvikle deres erfaring med alle stilarter, at de bliver udfordret på mange typer af distancer samt beholder deres fokus og konkurrencelyst til stævner. 

 

Træningslejre:

På STT 3 vil der være en minilejr i efterårsferien på 5 dage, en teknikweekend i februar på 2 dage samt en træningslejr i påskeferien på 7 dage. Man må derfor være indstillet på, at der ikke skal bookes ferier/rejser i disse perioder. Alle lejre og weekender er i Danmark.